+45 7734 4062 Telefontid 16:00 - 18:00

Næsedag 7/10-2017

Næsedagen 2017
 

I år var der 8 B hunde som tog udfordringen op, og stillede op til Næsedagen . Regnen kom præcis kl 10, hvor vi startede. Hundene var heldigvis ligeglade.  Dagen begyndte med et 250 skridt langt skovspor med 4 knæk og 4 genstande, som deltagerne skulle gå alene kun anført af deres hunde. Det er svært i Boserup efter at de har fældet en masse og ladet grenene ligge i skovbunden. Bedste hund var Ringo med Lene, som fandt 3 af de 4 genstande. Han missede den første som var en skovpind, men fandt gulvtæppe stump,  stofstykke  og læderlap .

Derefter kørte deltagerne tilbage til klubben, hvor der ventede dem et b spor og det ekstra store felt på 40×40 skridt med 4 genstande. B sporene gik fint, dog forstyrret af vore problematiske fugle, som fløj med Marianne og Normas slut genstand. Dette skabte forvirring i pointregnskabet. Sporlæggeren gik ikke med på sporet, så først efterfølgende blev det konstateret, at genstanden rent faktisk var væk. Da det var tydeligt for dommeren, at Norma faktisk markerede hvor genstanden burde have ligget, blev der efterfølgende givet points for genstanden alligevel. Dette Sendte Louise ned på 4. pladsen og Marianne op forbi Flemming på anden pladsen. I feltet var Sten og Maggie hurtigst. Maggie var færdig på under 2 minutter – men så tog hun også to genstande på en gang.

Det var en hyggelig dag, som sluttede med sandwich og kage i klubhuset mens regnen fortsat væltede ned. Der var en sporpind til de tre bedst placerede hunde og en flot Rch roset til vinderen.

Efter klubmesterskabet indregnes point opnået i spor og feltsøg og derefter kan den endelige vinder af næsepokalen kåres.

Nr 1 blev Lene og Ringo med 107, 20 p

Nr 2 blev  Marianne og Norma med 85,27 p

Nr 3 blev Flemming med Buster med 82,25 p